En Frihedskæmper

Politiets modstandsgruppe:
Ffra venstre: Jens Chr. Fonnesbæk, Skaftsgaard, H.O. Hansen og Ronald Hyllested. Stående: Ejvind Thomsen og Hans Mikkelsen. 

En Frihedskæmper.

Jens Christian Fonnesbæk (1919-1969).

Chris Fonnesbæk blev født 1/1 1919 i Kibæk, Assing sogn.

Søn af gårdejerparret Petrea og Jens Fonvad Fonnesbæk i Kibæk.

Hjemmet var børnerigt (9 stk.) og forældrene stærkt indremissionsk. 

Chris Fonnesbæk kommer som ung politibetjent til Esbjerg under 2. verdenskrig. I Esbjerg møder han min faster Gerda.

Onkel Chris bliver hurtigt medlem af modstandsbevægelsen i Esbjerg, og får lige som lidt bedre tid til det "frivillige" arbejde da han bliver "fyret" fra politiet i 1943.

Der bliver arbejdet ihærdigt - sprunget lidt jernbaneskinner i stykker her og der, jo han var en aktiv frihedskæmper.

Min faster fortalte mig i 1994 da jeg fik bogen "Esbjerg under Anden Verdens Krig" af hende under det første besøg i USA, da hun viser siden hvor det handler om onkel Chris, og fortæller

Chris kommer gående med tasken hvor lytteudstyret befandt sig, i Kongensgade på vej til tobaksforretningen på hjørnet af Kongensgade og Stormgade, udstyret skulle bruges til aflytning af Hotel Spangsberg, hvor der befandt sig en del tyske soldater. En tysk soldat råber " hvad har De i tasken "? - min onkel løfter tasken op i vejret og råber tilbage "ein bombe" - med smil på læben, den tyske soldat ryster på hovedet og siger "ach"! - ja og så var "banen" jo klar. Det var jo også en tid hvor det ikke var "moderne" at løbe rundt med bomber.

En periode under krigen var min onkel luderbetjent som det hed, min far har fortalt mig at Jens Christian gik for meget op i dette arbejde - for få blev anholdt, så han blev nok "forflyttet" til anden afdeling, måske havde han også afreageret da han møder faster Gerda. Hun serverede bl. a. på Peters Kro og Bon - måske er det der de havde mødt hinanden?

Flere år efter krigen var min onkel stadig mærket af krigen, han sprang nogle gange op fra stolen - når en dør blev for hurtigt lukket op - "klar til flugt".

Efter krigen blev min onkel politibetjent i flygtningelejren i Oksbøl, her har min faster fortalt mig en del historier fra. Når hun skulle besøge min onkel i Oksbøl, ja så var det på cykel fra Esbjerg - det skulle man lige byde unge mennesker i dag. 

Min onkel fik nok lidt mere spænding ved at være i Esbjerg (og Politiskolen i København) end i det indremissionske hjem i Kibæk. Min faster fortalte mig: Chris hjælper til med malkningen på gården som ung knægt - han fløjter en af datidens kendte melodier, dette bliver belønnet med en lussing i stalden af den truende - nej troende far.

Som 5 årig i 1955 (faster hjemme fra USA) - ja der var jeg sammen med hende på en uges ferie hos onkel Chris forældre, og rundt på forskellige gårde i omegnen, Fonnesbæk døtrene (3 - 4 stykker) havde giftet sig med gårdmænd.

Fik nok også sagt nogle fyord ved bordet, men den gamle Fonnesbæk trak nu også mere på smilebåndet, og jeg fløjtede nu heller ikke noget fra Giro 413.

Kan også huske at faster fortalte i toget til Kibæk "onkel Chris mor har en fin køkkenhave" -- og da jeg så den blev jeg meget skuffet, kunne da ikke finde et køkkenbord i haven, men har så senere fundet ud af hvad en køkkenhave er.

Onkel Chris onkel var i 1915 blevet "forvist" til USA, ja man lavede en indsamling i Kibæk for at få manden væk, han havde vidst lavet lidt svig med lidt pengesager på egnen.

Denne onkel og kone fik så min faster og onkel til at tage til USA i staten Michigan, byen hed Ludington, vi skriver 15. juli 1950, og grunden til jeg husker denne dato - ja det var dagen før min barnedåb (god husker).

Min faster der havde mistet min fætter Jørn (Andrup Holst) nogle år forinden, ja hun havde faktisk mistet 3 drenge (2 kort efter fødslen) - måske trængte hun til luftforandring, og onkel Chris ville prøve noget nyt. De var blevet gift i 1947.

I Ludington startede de sammen med et andet par en flødebollefabrik, men det kneb med at lave dem (stivning af chokoladen) - og det blev en kort eventyr. De hjalp så til i onklens kolonialforretning.

Ludington er en havneby, med færgefart til Milwaukee i Illinois, her fik de begge arbejde på en af færgerne. Min faster er ved dette rederi i en menneskealder som oldfrue.

Fra 1955 boede min faster Irma og onkel Harry i Milwaukee, faster Irma dør her som 42 årig i 1960.

Faster Gerda og onkel Chris er begge hjemme på besøg i Danmark 1953, men min onkel kan ikke komme til Kibæk, der er udbrudt M & K på egnen omkring Kibæk.

Min faster er så hjemme igen 1955 (som før omtalt) - og min onkel er så i USA - og har nok haft lidt for frie tøjler som græsenkemand, ægteskabet slår senere revner - og de bliver skilt i 1957, men de bevarer venskabet til onkel Chris alt for tidlige død 29/8 1969 - 50 år gammel. 

Faster Gerda dør - 14 dage efter hendes 80 år fødselsdag den 7/3 1997.

Jeg var sammen med min søster Lone i Ludington 3 gange, 1994, 1995, og til faster Gerdas dødsleje på et plejehjem i Ludington 1997.

5. maj 1945 - naziflaget er taget ned.  

Gerda (udtales nu Gørda) og Chris Fonnesbeck - og nu er æ'et væk.

Her med onklen og tanten Mr. and Mrs. Andrew Fonnesbeck.
De drev kolonialbutik, her hjalp det unge par til.
Min faster vaskede gulvet i butikken - den fik et par gange mere, og pludselig kunne hun se et mønster tone frem fra gulvet
--- der var ikke blevet vasket gulv i årevis.

Min faster kunne det med håndarbejde, og

her er hun i Ludington Post (eller hvad den nu hed).

S.S Spartan og søsterskibet S.S Badger som min faster sejlede med på Michigan Søen i over 30 år.

Da jeg var i Ludington 1994/95 og 1997, ja der sejlede de 2 skibe stadig på ruten -
og jeg tænkte på DFDS - Esbjerg contra Harwichs flotte både -- det sidste er historie, desværre.