Gården i Harkes

Sort/hvid foto:
Herningvej 24, foto fra ca. 1915.
Den unge pige i den hvide kjole er Lars Harkes Johannesens mor Johanne, siddende farfar Poul Larsen, mor Ane i den sorte kjole. Far Lars Olesen Larsen døde i 1912 og der var efterfølgende en bestyrer Lindvig Osmundsen på, han står yderst til venstre.  

Lars Olesen blev født i Dec. 1789 i Adsbøl, Strellev, blev døbt den 01 Jan. 1790 i Strellev Kirke, døde den 05 Okt. 1859 i Harkes, Ølgod i en alder af 69 år, og blev begravet den 12 Okt. 1859 i Ølgod Kirkegaard.

Begivenheder i hans liv:

• Han blev konfirmeret 1804 i Strellev Kirke.

Lars blev gift med Anna Margretha Lauridsdatter, datter af Laurids Andersen og Marie Knudsdatter, den 01 Okt. 1820 i Ølgod Kirke. Anna blev født i Jul. 1789 i Harkes, Ølgod, blev døbt den 20 Jul. 1789 i Ølgod Kirke, døde den 05 Sep. 1822 i Harkes, Ølgod i en alder af 33 år, og blev begravet den 15 Sep. 1822 i Ølgod Kirkegaard. De havde en datter: Maria.

3. Maria Larsdatter blev født den 01 Jul. 1821 i Harkes, Ølgod, blev døbt den 02 Jul. 1821 i Hjemmet Harkes, døde den 26 Jan. 1825 i Harkes, Ølgod i en alder af 3 år, og blev begravet den 02 Feb. 1825 i Ølgod Kirkegaard. Generelle notater: Fadder:

Andreas Clausholms hustru fra Hallund

Anna Else Poulsdatter fra Tøstrup

Poul Christensen fra Hallund

Ungkarl Hans Peter Andreasen fra Hallund

Lars Olesen blev senere gift med Kirsten Marie Poulsdatter, datter af Poul Willadsen og Karen Jepsdatter, den 23 Mar. 1823 i Ådum Kirke. Kirsten blev født den 01 Apr. 1796 i Thøstrup, Ringkøbing, blev døbt den 03 Apr. 1796 i Aadum Kirke, døde den 31 Dec. 1868 i Harkes, Ølgod i en alder af 72 år, og blev begravet den 09 Jan. 1869 i Ølgod Kirkegaard. De havde syv børn: Anna Margrethe, Ole, Karen Margrethe, Povl, Karen Marie, Jens og Peder.

Mat. Nr. 1b – Herningvej 20


Som nævnt lader Lars Olesen, Harkes en parcel udstykke og bebygge til datteren Margrethe, som samtidig bliver gift med Kristen Bejsnap Kjeldsen fra Krusbjerg. Ægteskabet var barnløst, men de tog et plejebarn, **Lars. Bygningen der blev rejst, lå noget syd for den nuværende gård. – I 1877 solgte Kristen Kjeldsen ejendommen til Jens Nielsen, Mølby. Søn af Niels Jensen, Mølby i Højlund. Jens’s Kristine var datter af Kristen Rasmussen, Heager, Øse.

Da Kristen Kjeldsen sælger ejendommen, forbeholder han sig en lille parcel nord for Hoven-vejen, her lod han et lille hus opføre til aftægtshus og med plads til et par køer. Jens Nielsen skulle yde dem aftægt her samt drive jordlodden. – Margrethe døde først, og da deres plejesøn var blevet gift, flyttede Kristen Kjeldsen til dem, efter at have handlet af med ejeren og fået en sum penge for sine rettigheder. – Kristine og Jens Nielsen Mølby blev gift 14.10. 1877 – han var født 24.8. 1844 og døde 20.1 1933. Hun var født 1849 og døde ca. 1930.

I deres tid blev gården flyttet hen til Hoven vejen, der blev solgt ca. 5 td. land fra. Herpå oprettede Niels Ingvardt Jørgensen fra Bork, Harkes Teglværk. Samtidig købes der agermark og hedeparceller til gården. I Kristine og Jens’s ægteskab var der 2 børn:

1. Niels Mølby, født 27.4 1882 – gift 20.9. 1906 med Ingerline Nissen, født 6.1 1882 på ”Hennegård” – død 19.9 1939.

2. Karen Kirstine Mølby, født 25.4 1886 – gift 23.10 1910 med Mathias Nissen, født 13.8 1879 på ”Hennegård”. De fik gården nr. 8a i Vognslund. Ingerline og Mathias var søskende. En søster til dem var Marie, gift med Niels I. Jørgensen, Harkes Teglværk og en broder til dem var Peder Nissen på gården nr. 5a Vognslund. – De var børn af Kristian Nissen ”Hennegård”.

I 1907 overtog Niels Mølby gården, han var i nogle år brænder på teglværket, som lå lige ved gården, men ellers samlede han sig helt om gårdens drift.

I Niels og Ingerlines ægteskab er der en søn ved navn Jens Mølby Nielsen, født 20.2 1910, han blev gift 30.10. 1933 med Petrea Holm, født 9.3. 1905, datter af Oluf Holm, Grønfeldt.

I dette ægteskab er der 4 børn:

1. Inger Holm Nielsen, født 29.8. 1934.

2. Niels Bo Nielsen, født 10.11. 1937.

3. Bent Olav Nielsen, født 10.2. 1945.

4. Magda Mølby Nielsen, født 22.2 1947.

Jens Mølby overtog gården efter faderen i 1934 og driver den stadig selv, men det meste af jorden er udforpagtet.


Kildemateriale: Tage Olesens bog:

Ølgod sogns gård- og slægtshistorie.

Ølgod Museum 1988.


** Lars (Lars Harkes Larsen) var søn af Lene Marie og Peder Larsen, Grønfeldt.

Margrethe Kjeldsen og Peder Larsen var søskende.

1860 Består Harkes af 2 gårde og 4 huse, d en ene gård beboes af Poul Larsen, d en anden af Christen Olesen

1880 Består Harkes af 2 gårde og 12 huse, d en ene gård beboes af Poul Larsen, den anden af Søren Thomsen Graversen.

Lars var den sidste i slægten der havde gården i Harkes.

Sonja Solvej Pedersen, Solvænget 89 i Ølgod skriver følgende mindeord om Lars Harkes Johannessen:

Lars Harkes Johannessen blev født 3. april 1927 på gården i Hejbøl ved Ølgod. Her voksede han op og gik syv år i Hejbøl Skole ved lærer Øllgaard, som gav ham interessen for museumsgenstande. Da skolen var slut, hjalp han først hjemme på gården, desuden havde han et ophold på Ryslinge Højskole. Efter soldatertjenesten på Middelgrundsfortet kom han i lære som mekaniker i Tarm. Som færdiguddannet arbejdede han en kort tid i Sønderskov ved Lillebælt, men fik udlængsel. Han fik arbejde på et autoværksted i Skien i Norge. I fritiden rejste han rundt som turist i Norge.

Det blev kun til fire måneder i Skien, da han fik hyre på det nybyggede norske fragtskib "Blue Master", som skulle sejle med stykgods rundt i verden. Han blev ansat som reparatør og havde, som han betegnede det, verdens bedst job, hvor han sejlede rundt på verdenshavene og besøgte utroligt mange stater og øer, både i Atlanterhavet og Stillehavet med mere. Skibet sejlede mange gange gennem Panamakanalen. Undervejs tjente han lidt ekstra på skibet ved at klippe besætningen og fremkalde film. Han fotograferede også selv meget.

Efter 18 måneder var dette eventyr overstået, han afmønstrede og tog hjem og gik først på Borris Landbrugsskole, og i 1960 overtog han slægtsgården i Harkes, hvor han blev femte generation. Køerne blev sat ud, og bestanden af grise øget.

Lars blev aldrig gift, men i 1982 mødte han Anna Kirsten. Hun flyttede ind på gården i 1984. Gården blev solgt i 2007, og de købte hus Vangsgade i Ølgod. Den blev dog solgt i 2017, hvor de flyttede til en lejebolig på Rosenvænget. Lars har hele livet haft stor interesse for verden omkring sig, og deltog som ung i mange idrætsaktiviteter. Han gik til almuemaling, madlavning og engelsk. Han var også en flittig gæst ved forskellige foredrag i Kulturhuset.

I vinteren 2017/18 fik Lars konstateret kræft i maven. Han frabad sig behandling og døde stille og roligt på Aktivitetscentret i Ølgod den 12. juni i en alder af 91 år.

Tankerne går til Anna Kirsten, familie og pårørende. Æret være Lars' minde.