Her er jeg så

Ansvarshavende "Redaktør"

Erik Hilmar Kragh

 Ja det hedder jeg altså, og det kan hverken Erik Eriksen, Hilmar Baunsgaard eller Jens Otto Krag (Krag uden h som i Hilmar) - gøre for.

Født den 3. januar 1950 - kl. 6.

- OM MORGENEN, dette har nu ikke gjort mig til A-menneske, født på Sct. Joseph Hospital i Nørregade (i dag Sikkerhedsstyrelsen) – her var adressen, men faktisk født i Jyllandsgade, en gade der også blev barndommens gade, boede der til jeg næsten var 20 år da jeg flyttede på et lille værelse på hjørnet af Havnegade 130 (i dag Willemoesgade 40) og Niels Juelsgade 10, fik senere lejlighed i samme bygning, nemlig Niels Juelsgade 10. 2 sal. Boede i ejendommen fra 1969 til 1979.

Min bedstefar Helmuth ejede barndomshjemmet fra 1925 til sin død i 1956, så blev huset eksproprieret af kommunen og solgt af arvingerne for 18.000 Kr. Kommunen ville så have at Islandsgade igen skulle hedde Danmarksgade som i gamle dage, men nu var der jo i mellemtiden kommet kirkegården i Kirkegade, og man kom for tæt på gravfreden.

Jyllandsgade 43 – der er her jeg en masse dejlige minder fra, huset var lige ud for Islandsgade – naboen til den ene side var købmand Andersen - hvis butik i 1961 blev sammensmeltet med AHA Sko (nu vinhandel) – naboen til den anden side var Den Apostolske Kirke til 1967 (nu værtshus) – så det er da blevet et ”fugtigt” område. Genboen var Klikkers Plads hvor glarmester Alfred Hansen havde værksted og rammeforretning. Genboen var også Wium’s Leverpostejfabrik, så der var altid en skøn duft af leverpostej i nabolaget. En anden genbo havde vognmandsforretning (kul og koks), i gården var der et stort skab med isblokke fra Isværket, her kunne man købe is til isskabet, der var flere af de store drenge der kørte rundt som bud med Long-John, der blev leveret is til hele byen. Vognmanden Chr. Nielsen blev senere kørelærer på adressen, og her gik jeg så til teori i 3 mdr. op til min 18 års fødselsdag, hvor jeg på dagen var oppe til køreprøve, og bestod. I gaden var der også 1000 Ting (legetøj), og så ved alle fra Esbjerg hvor vi er henne på "verdenskortet".

Islandsgade var vores kælkebane - i de vintermåneder der var sne, der var jo kun en bil der stod parkeret der, og det var vognmand Oskar Hansens ud for nr. 10 - en gammel Ford lastbil fra 30'erne. Der var nu også 2 lastbiler mere i Islandsgade, men de var nu "låst" inde i garagen.

Islandsgade 9 og 11 var øldepoter, Henriksen i nr. 9 havde ølmærket Stjernen, Brorsen i nr. 11 havde Cocio/kaffefløde og Jyden sodavand mm.

Glarmester Alfred Hansen i nr. 1 havde en Morris 1000 ladvogn, men turde ikke selv køre i den, så ham 2 gange ramme muren og ikke indkørslen til garagen, tog fejl af speeder og bremsepedal. Han havde så svende der til daglig kunne køre den lille røde ladvogn.

Min far Charly boede i Jyllandsgade 43, fra han var 5 år (kort ophold i Rolfsgade 154 og 107 - da jeg blev født) til sin alt for tidlige død i 1979 (57 år). Min mor Else boede der fra 1951 til 1996, hun flyttede til Frodesgade 50, boede der til sin død i 2003 (79 år).

Min faster Gerda havde en lejlighed i Rolfsgade 154 inden hun tog til USA, der var et tilhørende loftværelse, min far havde så dette værelse da han mødte min mor, ja så er det der med bier og blomster, og jo -- fra 154 over 107 til 170 (har boet i Rolfsgade 170, siden 1980) - så var der jo lige 19 års ophold i Jyllandsgade 43. Min søster Lone (f. 1957) er hjemmefødning i Jyllandsgade 43.

På 1 sal boede min fars storebror onkel Holm (Kresten Holm Kragh) og tante Inger, der var således altid liv i huset, de havde 2 børn, Hanne-Lise (f. 1944) og Kai-Helmuth (f. 1950). Kai var jo på alder med mig, og vi var næsten som tvillinger, samme alder - højde og efternavn. Vi havde mange sjove timer sammen, de gode naboer var ikke altid lige tilfredse med vores dispositioner. Med lidt diplomati hen ad vejen, ja så blev trådene reddet ud, og klar til nye bedrifter, Kai døde i 20/2 -2002 - 51 år gammel, han havde været syg gennem mange år. Hanne-Lise var så nogle år ældre, og hende havde vi kun til at drille, min søster Lone overtog så senere Hannes rolle.

Skolegangen var på Danmarksgade Skole, 10 år i samme klasse, jo jeg rykkede altså op hvert år, men det var nu ikke den store flid der prægede skolegangen fra 1956 – 1966. I 1962 da jeg var kommet i 6 klasse fik vi en ny lærer, han hed Villy Nielsen (død 2007) - og så blev jeg glad for at gå i skole. Min første tandlæge på skolen, ja det var en hr. Leif Panduro – og det var da godt for pædagogikken han rejste tilbage til Københavnstup – og kunne leve af sit forfatterskab.

Min første ”job” efter skoletid var som "chaufførmedhjælper" for Hartvig Petersen Jyllandsgade 39, en robust sjællænder i grøn kedeldragt, med rød nissehue og Hollandske træsko, han havde 2 Nimbusser med sidevogn der matchede farven på kedeldragten, på sidevognen kunne der stå 2 stk. store Ferm vaskemaskiner, og de var til udlejning, han havde mange maskiner af mrk. Ferm + centrifuger. Vi kørte også Wium’s leverpostej til Banegården – postejen skulle så videre til Kødbyen i København, senere blev det til Folkevogn/Taunus med anhænger. Da Hartvig også havde Ismejeri som fru Bodil passede, ja så var jeg også mælkedreng – uden pensionsordning. 

Kom i lære som kleinsmed 16. august 1966 hos Carl B. Hoffmann (CBH Staalvinduefabrik) Strandbygade/Tordenskjoldsgade, her kom så senere City Centret til at ligge, i bygningen hvor jeg stod i lære, ja der er der Fakta butik i dag, så jeg havde en halv minut til arbejde de første 4 år, de sidste 4 måneder af læretiden, ja der skulle jeg helt ud på Falkevej (15 min. på cykel).

Det var nu mest fremstilling af grisevægte/kalve og kreaturvægte etc. - og ikke stålvinduer og døre. Var således i lære som vægtsmed, og det var nu hårdt at slæbe rundt på de tunge 50.kg. lodder, når vi lavede kreaturvægte. Jeg var ved Hoffmann til februar 1971.

Februar 1971 blev jeg indkaldt til Flyvestation Skrydstrup, her var jeg soldat under 2 regenter – 2 statsministre og 3 forsvarsministre. Det var en skøn tid, jeg var flyopstarter ved Eskadrille 730, og havde med F 100 Super Sabre at gøre. Der blev også tid til solbadning i arbejdstiden, men det var nu mere i det skjulte. 

Fra 1972 efter hjemsendelsen havde jeg forskellige jobs inden for mit fag, var en overgang inden for underholdningsbranchen --- jeg lavede spilleautomater, sjovt at arbejde inden for dette område. 

Fra min fødselsdag 3/1 1977 frem til slutningen af 1998, altså 22 år - var jeg ansat på kraftværket I/S Vestkraft (senere Elsam og nu Dong Energy og nu Ørsted) – 17 år i Plade og konstruktionsværkstedet (kontaktmand - "formand") i 16 år. De sidste 5 år som lagerfunktionær på elværkstedet.

Så kom der desværre en regeringsbeslutning om at de gamle kraftværker forurenede for meget, det kostede 300 arbejdspladser i Esbjerg og ca. 2.000 på landsplan. Fusioner de efterfølgende år har også bragt til  flere afskedigelser inden for kraftværkssektoren. Jo man fyrede ikke bare med kul - man fyrede også ansatte.

Fik hurtigt et andet job som lagerfunktionær inden for elbranchen, men kunne nu mærke nogle fysiske skavanker, og det kørte ikke mere som jeg gerne ville.

Blev i foråret 2003 skulderopereret på Grindsted Sygehus, skulle lige "forbi" Sydvestjysk Sygehus med en sprængt blindtarm, det var dagen efter min 53 års fødselsdag i januar måned.

Blev samme år visiteret til fleksjob, og i den forbindelse fandt jeg så selv 2 jobs, et fuldtids som lagerforvalter på en større metalvirksomhed, desværre måtte jeg selv sige op. Blev så ansat i et 2 års projekt på et socialt værested i byen, var ansat som mentor. Dette arbejde stoppede 31/12 2007.

Jobbet fik jeg indirekte gennem daværende Esbjerg Senior Erhverv, et netværk for 50+, der er 25 netværk rundt i landet.
Et netværk jeg varmt kan anbefale.
           

Vi skriver nu 2008 - her er jeg så nu! -- og hvad så?
Lidt energi må der da være tilbage, efter at have været ansat på et kraftværk!

Blev 1/3 2008 ansat som assistent (fleksjob) ved Jobcenter Esbjerg i afdelingen jobafklaring, måske jeg så også har fået en afklaring på mit eget job, jeg håber det. 

Ja afklaring blev det, måske også udvikling? Kunne læse mig frem til en jobannonce i avisen, her søgte de en projektmedarbejder i projektudvikling på Strandby Kirkevej (tidligere Den Sociale Højskole i bygningen) - også inden for Jobcenter Esbjerg. Jeg er så ansat i JobCaféen - her skal jeg så undervise/vejlede jobsøgere i at lave CV og skrive jobansøgninger. Projektet kaldet Motorvejsprojektet, her gælder det jobansøgerne om at komme ud ved første afkørsel, nok nogle der skal køre længere på motorvejen, derfor er projektet inddelt i matchgrupper, ikke alle er klar til at køre fra motorvejen ved første afkørsel.

"Udviklingen" med mit nye job startede med ansættelse 1. oktober 2008.

Her var jeg så til 1. februar 2010, 60 år og en måned - klar til at gå på efterløn, nu bliver der så tid til slægtsforskning og fodboldhistorie - og besøg på Fitness.dk

2016 - Nu med EfB hjemmeside

2015 - nu 65 år, så er man blevet Efterlønner Emeritus, aktiv på flere områder.

Kulturklub og diverse "kaffeklubber".

Læring for Livet et netværk på Vindrosen som er hjemmehørende på Østbo (Estrupvej) - her er jeg også frivillig pedel.

Har været ADM i Facebook-gruppen "Barndommens By Esbjerg" var medlem nr. 2 og vi er snart oppe på 10.000 (20.000 i 2023) medlemmer.

En del af denne gruppe indstillede mig til "Årets Esbjergenser 2014" også 2015++, men jeg kunne jo ikke løbe fra en Verdensmester i Triatlon - så titlen tilfaldt ikke mig, men til en fortjent vinder - Camilla Pedersen.

 2016 - 1.september, starter www.efb-retro.dk 🤨

2023 - nu med 2 nye opdaterede hjemmesider.